søndag den 15. april 2018

Det fantastiske ved at være forfatter

Det fantastiske ved at være forfatter



I disse dage tikker legater og bibliotekspenge ind på forfatternes konti. Nogle kan leve af at være forfatter, andre må have et job ved siden af. Selv kan jeg ikke leve af udelukkende at være forfatter. Alligevel gør det, at være forfatter noget ved en. Når man først er startet, er det svært at stoppe igen, sådan siger mange og jeg er enig. Hvis jeg ikke skrev, ville jeg mangle en del af mig selv. En del, hvor jeg kan slippe alt kontrol og fantasi løs.


At skrive kan tage lang tid. Først skal man have en ide, derefter skal man opfinde sit univers, personer, miljø, plot osv. Når det er gjort vælger nogen at skitse groft op, hvad bogen skal indeholde, andre igen laver kapiteloversigt og andre igen igen kaster sig ud i skriverierne uden egentlig at have en plan. Godt nu er forfatteren i gang med skrivearbejdet. For nogen tager det et par måneder og for andre kan der gå flere år inden en bog er færdigskrevet. Sidste punktum er sat, nu følger en masse gennemlæsning, hjælp fra test- og betalæsere og historien skal også lige redigeres. Bogen skal trykkes og der skal et omslag til for at sælge indholdet. Alt dette tager tid, men forfatteren gør det alligevel selv om hele processen kan trække tænder ud. I sidste ende, når man står med sin bogbaby i hånden, syntes det hård slid at være glemt. Det er det her man har ventet på så længe. Nemlig at se sin ide blive fysisk.

For at det ikke kun blive mine egne meninger i dette oplæg, så har jeg spurgt to af mine søde skrivebuddies om de vil fortælle lidt om, hvad de synes er fantastisk ved at være forfatter.


Den første på banen er Stephanie Fjeldsø Fischer:

 Jette har spurgt mig, hvorfor jeg synes, det er fantastisk at være forfatter, og det vil jeg gøre mit bedste for at svare på.



For mig er forfatterlivet vidunderligt og magisk på mange måder. Og jeg kan ikke udpege kun en ting, for det er når man blander tingene, at ægte magi opstår.



Det første, der dukker op i mine tanker, er friheden. Friheden er vigtig, når kreativiteten skal udfolde sig, for der er ikke noget mere uinspirerende end at blive smidt i en kasse med tilhørende regelsæt. Nej, hos mig har fantasien frie tøjler, og kan bryde alle de regler den har lyst til. Meningen skal nok blive tydelig alligevel, når historien er færdig med at lave sine egne regler. For mig er det bare vigtigt, at kunne give fantasien frit spil.



Det næste der er fantastisk ved at være forfatter, er alle de magiske og inspirerende historier og karakterer, jeg dagligt følger. Alle deres samtaler, håb, drømme og livshistorier. Som forfatter kender man karaktererne på mange flere plan end læseren, og nogle historier når ikke engang ud til læserne. Men tænk at kunne følge med i nogens historie hver dag. Det er inspirerende.



Skrivningen er også mit fristed. Her kan jeg fantasere, eksperimentere, lufte tankerne og bare være mig. I et samfund hvor alt kører i højt gear, og man helst skal være online døgnet rundt, er det befriende at kunne kravle i forfatterhulen og slukke for støjen.



Der er mange flere ting, end dem jeg har nævnt, men de tre ting, var de første der dukkede op. Det må betyde, at det er de vigtigste punkter.



Mange tak til Stephanie. Vil du læse mere om forfatteren, så klik her.



Den næste jeg har i fokus er Tenna Vagner, som udkommer med en novelle inden længe:



Det fantastiske ved at være forfatter er mange ting, men det, jeg elsker mest, er friheden. Jeg kan skrive lige præcist det, jeg har lyst til. Jeg kan opfinde personer, verdner og handlingsforløb. Jeg må alt dét, jeg ikke må i virkeligheden: eksempelvis kappe hovedet af én person og give en anden evnen til at flyve. Jeg elsker også den frihed, forfatterlivet giver mig som menneske. En pause i alle livets skal-opgaver. Frihed fra tanker om alt det, jeg skal og burde i morgen. Min hjerne får frihed til at drøne i højeste gear bare for at se, hvad der kommer ud af det. Når jeg dyrker forfatterlivet betyder det ikke noget, hvis mit hus roder, mit hår stritter eller jeg ikke har været i bad i dag. Når jeg er forfatter bestemmer jeg i det univers, jeg befinder mig i … det vil sige medmindre mine karakterer gør noget, jeg ikke har bedt dem om J Det kræver tilstedeværelse og indsats i min dagligdagsverden for at kunne skabe rummet til at nyde friheden i mit forfatterliv. Jeg yder gerne ekstra for at kunne dyrke min frihed med god samvittighed.



Tak til Tennas fine beskrivelse. Vil du læse mere om hende og hendes forfatterskab skal du klikke her.




Jeg kan kun sige mig enig i, hvad de to forfattere siger. Frihed til selv at bestemme, et frirum fra hverdagen og evnen til at kunne opfinde de personer og evner man lyster.





Noget af det jeg personligt synes er givende ved at være forfatter er, sammenholdet forfatterne imellem. Mange er af den forestillingen at en forfatter sidder i sit eget tommerum og digter. At forfattergerningen er ensomt. Jeg har aldrig følt mig alene i det her fag. Efter jeg først fik meldt mig ind i et forfatterforum, så er der altid hjælp at hente, kollegaer der støtter en og hellere end gerne vil høre om ens tossede ideer uden at gøre nar. Sådan et fællesskab er så givende og fantastisk. Ingen er for små og ingen for store. Om du er på et forlag, selvudgiver eller bare skriver til dig selv – der er plads til alle. Især elsker jeg bogmesser hvor der bliver delt kram ud til højre og venstre. Mange forfattere kender hinanden fra det ene eller andet sted, hvis ikke kommer man til det!



Det sidste jeg vil sige er, hvor givende det er at glæde andre med sine historier. Igen og igen kan jeg blive overrasket og stolt over at høre nogen sige, ”jeg har hørt om din bog - jeg har læst din bog – eller – må jeg/vi stille dig nogle spørgsmål om det at være forfatter?”

Større skulderklap kan man ikke få 😀😀



Tak fordi du læste med. Har du selv nogle tanker om det at være forfatter skal du være velkommen til at lægge en kommentar.

mandag den 5. februar 2018

Spot på lokal litteratur

Event på Viborg bibliotek

Onsdag d. 14/2 drager jeg og tre andre midtjyske forfattere til Viborg for at fortælle om vores bøger. Vi skriver i forskellige genre, men har kærligheden til bøgernes verden tilfælles - og ikke at forglemme - til det at skrive, som vi slet ikke kan lade være med.

Eventet foregår på Viborg bibliotek på det der kaldes skakbrættet. Her vil vi være fra kl- 19-22.

Programmet for oplæserne er som følgende:

1. Jette Kjær Petersen
2. Tanja Lønberg Rasmussen
3. Stephanie Fjeldsø Fischer
4. Gry Pil Ranfelt

Lokal litteratur

Det behøver ikke være så kedeligt, som det lyder. Vi skriver som en pose blandede bolsjer. Her er alt fra realisme, fantasy, thriller, eventyr, noveller til biografi m.m. Der er noget for en hver smag.

Er du nysgerrig, og vil du gerne vide mere inden selve eventet? Nedenfor kan du læse om hver enkelt forfatter.

GryStephanieTanjaJette

Hvorfor deltage?

Det spørgsmål stiller du nok dig selv, nu hvor du har læst om hver forfatter. Men, men, men ... Vil du gerne høre os gå i dybden? Måske har du spørgsmål, du brænder for at stille os, eller måske er du nysgerrig efter at høre, hvad vi ellers har gang i af skriveprojekter? Hvis du kan svare ja - super - du skal være så hjertelig velkommen til at deltage. Og det er for resten gratis 😉

Vi lover at det ikke bliver kedeligt.

Du kan læse mere om eventet her

Arrangører: Pipalukbooks og Viborg bibliotek



onsdag den 31. januar 2018

Årets spæde start

Årets spæde start

2017

Vi skriver 31 januar og jeg tænker, hold nu op hvor tiden flyver af sted! Hvor sidste år handlede meget om at tage beslutninger for mig. Æsker der skulle lægges låg på, mens jeg forsøgte at åbne for andre.

Som du ved, så fik jeg i november sidste år udgivet et eventyr hos forlaget Dreamlitt. På mange måder var det befriende - en slags bekræftelse på, at det jeg skriver er godt. Der er den ting ved forfattere, at vi tvivler frygteligt på os selv. Hvis du selv skriver kan du sikkert nikke genkende til det, især når man sidder længe med et projekt, måske oplever en negativ kommentar fra en testlæser eller sågar et afslag fra et forlag. Det er ikke særlig spændende eller motiverende.

Sidste år føltes på mange måder rigtig opslidende at træde ind i. Længe var en gravende øv følelse min følgesvend. Det gjorde at jeg måtte lægge Lygtemandens datter 3 til side. Hver gang jeg åbnede den æske gik jeg fuldstændig i stå, hvorend jeg gerne så serien færdigudgivet valgte jeg at lægge den til side - i hvert fald for en stund, måske genoptager vi samarbejdet en dag i fremtiden.

I stedet genoptog jeg et halvfærdigt projekt som jeg fik skrevet færdigt. Desværre bundede dens første forsøg ude i forlagsverdenen ikke ud i en kontrakt. Jeg ærgrede mig nogle dage, hvorefter jeg hev mig selv op på hesten igen og sendte den videre til et andet forlag.

Hvor kommer eventyret ind i billedet? Faktisk gik det sådan at jeg med en uges mellemrum fik både et afslag og et positiv respons om udgivelse. Det var vildt mærkeligt, men bedre plaster på såret findes næppe for en forfatter. Det var lige det indspark jeg havde brug for.




Sådan bliver 2018

At træde ud af 2017 med et smil på læben og starte det nye år fra en positiv vinkel er super skønt. Sådan burde det altid være.

Mens mit eventyr er på vej ud i landet sammen med de andre dygtige forfatteres fortællinger, så arbejder jeg med flere forskellige projekter. Mit fantasy manuskript har lige været igennem endnu en betalæsers kritiske blik, efter jeg har lavet en del omskrivninger. Nu er det sendt ind til et forlag for anden gang og der er kun tilbage at håbe på at de kan lide det.

Ved siden af arbejder jeg på to noveller. En sci-fi og en horror fortælling. Meget forskellige genre, men jeg synes det er spændende at udfordre sig selv på andre skriveområder, end hvad man er vant til. Hvor fantasy og eventyr minder lidt om hinanden, var sci-fi noget nyt. Horror har jeg før prøvet at skrive, men de noveller gik desværre ikke igennem. Selvfølgelig er det øv, men jeg ser det som træning og håber at andre historier har bedre held.

I næste måned er jeg blevet inviteret til Viborg, hvor jeg sammen med tre andre forfattere sætter spot på lokal litteratur. Jeg er meget beæret over at skal deltage, og jeg glæder mig rigtig meget. Du kan læse mere om eventet her: https://www.viborgbib.dk/arrangementer/boeger-litteratur/spot-paa-lokal-litteratur

Hvad der kommer til at ske efter eventet er uvist, men jeg er blevet spurgt om deltagelse til et andet arrangement. Kan ikke fortælle så meget endnu, da visse formaliteter skal være på plads.

Så håber jeg selvfølgelig på positiv feedback på mine projekter, men er lidt forbeholden med at stile for højt. Desværre kan man aldrig vide, hvor længe et manuskript skal turnere rundt før der er bid.

Og ikke at forglemme - jeg glæder mig rigtig meget til events, messer osv. Det kan jo være vi ses derude til en god bogsnak 😉

tirsdag den 28. november 2017

Vintereventyr udgivet

Så skete det endelig

Vintereventyr er endelig udkommet fra forlaget Dreamlitt. Jeg modtog mit eksemplar med posten i går. Bogen er bare så smuk, at jeg er så uendelig stolt og beæret over at have en tekst med i den.




Illustrationerne er lavet af Casper Richter og utrolig detaljeret og veludført. På en måde minder det mig om H.C. Andersens papirklip, hvilket bare gør at jeg elsker bogen endnu mere.

Illustrationen til mit eventyr forestiller de to Skaber-feer fra himmelriget. På den ene side Dag med sin kærlighed til alt levende, på den anden side hendes søster Nat, som opretholder orden og balance i verden. Under dem flyver prinsesse Sne på sin pegasus.

Jeg håber, du vil tage godt imod mit eventyr. Rigtig god læselyst 😀

søndag den 12. november 2017

Bogforum 2017

Bogforum 2017

Lørdag d. 11/11 stod jeg op kl 5:00 for at gøre mig klar til at tage med Holstebro bibliotek til Bogforum i Bellacentret i København.

Bussen kørte kl. 6:30 fra Holstebro, og jeg var så heldig at have den sødeste rejsemakker forfatterspiren Tenna Vagner, som udkommer med et eventyr i eventyrsamlingen fra forlaget Silhuet i starten af næste år.


Selv om Tenna og jeg kun lige havde sat hej til hinanden på Fantasy festivallen i Esbjerg, så klikkede vi bare. Vi talte heeeeeeeelllle vejen til København og heeeeeeeeeeelllllllllle vejen hjem selv om vi var ret trætte. (Håber ikke de andre i bussen blev trætte af os 😏)



Endelig på bogforum

Det var super fedt at ankomme til København efter den lange tur.



 Mødte blandt andet bogblogger Bjørg fra Pipalukbooks, som jeg har kendt nogle år efterhånden.

 Så en smule af Tina Salddahl og Jeanette Hedengrans oplæg om Mørkets søn serien.

 Flotte drager disse to havde på. Så dem flere gange mellem gæsterne.

 Sara Blædel, men det var næsten ikke til at komme til for mennesker.

 Jussi Adler Olsen

 Hella Joof.

 Mette Blomsterberg, der var ved at fortælle om chokolade da vi kom forbi 😋

 Perledyr. Jeg sendte billedet hjem til min søn og han skrev tilbage: "Hvor er de søde."

 Dinosaur i børneafdelingen.




 Harry Potter stemning var der også 😁

 Hvorfor lægge bøger under træet, når man kan hænge dem på som pynt? 😀

 Bjarke Schjødt Larsen efter hans oplæg, hvor vi mødte ham.

 Sandra Schwartz, Camilla Wandahl og Nicole Boyle Rødtnes ved en af børnescenerne.

 Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel Fortalt om Skæbnemageren.

 Lene Kaaberbøl som fortalte om sin bogserie, Vildheks. Hun snakkede også om, hvor vigtig børnelitteratur er.

 Louise Haiberg løb vi på et par gange, men det var vældig hyggeligt 😊

 Anette Støvelbæk der læste op. Det var ret hyggeligt i den lille krog væk fra alt mylderet.


 Jeg fulgtes rundt med Winnie Leth Buch det meste af dagen. her havde vi slået os ned i en rød sofa for at hvile fødderne efter alt den traven.

Udbyttet


 Goodiebag fra Biblioteket med program, avis, quiz og bolcher. Vanden fik vi på vej hjem, men syntes det er sådan en fin flaske.

 Fik købt flere forskellige titler ved Tubines udsalgsbord.

 Bogmærker med bid i, som skal bruges til børnenes adventskalender. Shyyy 😶

 Kunne ikke stå for denne bogpakke fra Tellerup. Forsiderne er da for lækre!

 Denne bog får i kun en lille del af fordi den skal bruges til gave. Har I gættet hvilken bog det er så håber jeg ikke, I siger det videre.

 Hos Krimimessens stand fik vi denne goodiebag for at deltage i konkurrencen om biletter til krimimessen i fængslet til foråret.


 Jeg elsker læseprøver. Her er dem jeg faldt over.

 Høsten af bogmærker😁


 Jeg havde to bøger med hjemmefra som savnede en krusedulle. Er du okay Marie? af Annika Eibe og Lord Kenshus forbandelse af Kristoffer Jacob Andersen.

Tak for i år

Tak til alle som jeg fik snakket med af både kendte ansigter, de jeg mødte for første gang uden for nettet og alle jer som jeg præsenteret for. Og selvfølgelig også til alle de mennesker på de forskellige stande, som jeg både fik snakket forsider, værdien af små forlag og om hvor vigtig litteratur er til at belyse bestemte emner.

Det har været en messe med mange indtryk som bestemt vil følge mig længe. Og stor tak fordi jeg måtte signere 2x Lygtemandens datter og Englens søn, så jeg også fik en lille stjernestund 😉

Håber I der var af sted har nydt messen lige så meget som mig. Jeg håber meget at se jer igen i andre litterære sammenhænge. Og til alle jer der ikke var med i år, håber jeg at møde en anden god gang 😊

søndag den 5. november 2017

Teaser fra eventyret

Ugens blogindlæg er blevet lidt forsinket pga. Nanowrimo (national novel writing month) og arbejde.
Jeg har spekuleret som en gal over hvilke fem ting jeg skulle fortælle om denne gang, måske noget med inspirationsbilleder, noget mere om karakterne, noget om ...

Men så fik jeg en bedre idé. Først på ugen fik jeg at vide, at bogen med de samlede eventyr er sendt til tryk, og forlaget har nævnt en udgivelsesdato, men den venter jeg med at sige til bogen er kommet sikkert fra tryk.

Teaser


I denne uges blogindlæg får I et lille uddrag fra, Eventyret om Sne, hvor Sne bliver bragt til live. Enjoy 😉


San kom på benene. Han knugede stadig om hatten. ”Måske har hun ret? Måske burde vi ikke blande os i, hvem prinsen får som brud?”

”Sikke noget sludder. Jeg skal nok skabe en prinsesse så betagende, klog og dygtig, at prinsen ved første øjekast vil blive forelsket,” sagde Dag og fløj op og klippede et stykke af en buttet, hvid sky, som hun begyndte at forme ansigt, arme og ben på.

”Jo, men hvad med det om, at en sky ikke kan kontrolleres?”

”Det råder vi bod på. Lidt ynde som rosen, fint hår som spindelvæv og hvidt som lammeskyer, hud som marmor, og så tilsætter vi intelligens og fornuft fra mennesker. Åh ja, og selvfølgelig skal hun være nysgerrig og årvågen som alle verdens dyr.” Dag gjorde et svirp med sine hænder, lidt her og lidt der. Ind imellem glimtede det af tryllestøv fra hendes dygtige og arbejdende hænder. ”Og nu mangler vi bare at puste liv i hende. Hold dig hellere for øjnene, lille væbner, strålerne er ret kraftige.”

San tog hænderne op for øjnene, men kunne ikke dy sig for at smugkigge ud mellem fingrene. Han måtte hurtigt lukke øjnene, da hele haven med ét lå badet i så stærke solstråler, at intet levende kunne se på dem uden at miste synets brug.

Dag nynnede fortryllende under hele skabelsen, og da lyset og varmen igen forsvandt, måtte hun puffe blidt til Sans skulder. ”Åben du blot dine øjne igen. Hun er klar.”

San åbnede langsomt øjnene. Foran ham stod en hvid kvindeskikkelse. Han kom på benene og tog endnu engang hatten af.

”Drej dig lidt rundt, min kære,” bad Dag og gjorde en cirkelbevægelse med hånden.

Den unge frøken adlød og drejede fronten mod dem. San tabte kæben. Kvinden foran dem var så smuk, at han måtte gnide øjnene.

”Dette er Sne,” præsenterede Dag, og Sne nejede dybt og yndefuldt for dem.

”Sne,” mumlede San. Sådan et navn havde han aldrig hørt før, men det passede virkelig godt til den skønne jomfru.


onsdag den 25. oktober 2017

5 ting om mit eventyr #2

I denne uge vil jeg forsætte fra sidst og fortælle dig 5 ting om mit eventyr.

5 ting

Eventyret om Sne


1. Eventyret foregår i en verden som minder om vores. Forskellen er at i den verden jeg skriver i kender de kun til sommer.

2. Som i mange andre eventyr har mit også et mægtigt kongeslot.

3. Prinsen i eventyret hedder Vikdan. Det er en sammensætning af ordene viking og Danmark.

4. Prinsen har en væbner, som jeg i starten kaldte Nas, men da jeg har en fe der hedder Nat kom de to navne til at minde for meget om hinanden. Jeg spurgte derfor følgerne på facebook om forslag på et nyt navn. Det endte med San, som er det omvendte af Nas 😉

5. De to feer i eventyret er som to alen af et stykke. Forstået på den måde at de er ret ens, og dog alligevel så forskellige. Derfor har de fået navnene Dag og Nat.



Find de andre indlæg om 5 ting her: