tirsdag den 29. marts 2016

En digtende udfordring

Jeg har været med i en udfordring hos Pipalukbooks om at skrive en historie eller et digt til et billede. Du kan læse mere om udfordringen her: https://pipalukbooks.wordpress.com/2016/03/21/dixithistorier-1-billederne/

Jeg har valgt at skrive et digt til billedet med regnen. Det var egentlig meget sjovt. Her kan du læse, hvad jeg fik ud af billedet:


Regnen falder altid på mig


Går i egne tanker,
hvorfor regner det aldrig på andre?

Jeg prøver at være forberedt og klar,
men skyerne kender mine svar.
Med gummistøvler, regnhat og paraply,
så er der aldrig en sky.


Det er varmt med alt det tøj,
jeg føler mig svedt og sløj.

Det er ikke til at holde ud,
hvorfor er det mig der står for skud?

Så snart jeg aftager tøjet,
er mit humør igen misfornøjet.
Regnen siler atter ned,
jeg udbryder en ed.

Jeg ser en pige med paraply,
der er dejlig ly.
Men hos hende regner det ej,
det sker åbenbart kun over mig.

Hun forbarmer sig,
og rækker paraplyen til mig.
I det samme er regnen væk,
altid uden et kvæk.

Jeg prøver at give paraplyen tilbage,
mens jeg hende betage.
Med fregner på næsen og så sød,
indvendigt bliver jeg helt blød.

Så mærker jeg et dryp på mit hoved,
solen holder ikke hvad der var lovet.
Endnu engang siler regnet ned,
fandens som det bliver ved.

Pigen fniser under sin paraply,
der, hvor der er så dejligt med ly.
Imens står jeg her i vådt tøj og sko,
og smiler skævt til den unge jomfru.

Hun rækker en hånd ind i vandet,
”Det er synd,” siger hun blandt andet.
Hun røre ved mit våde hår,
lige før hun vender sig og går.

Jeg sidder på en bænk med min byrde,
men skyen vogter som en trofast hyrde.
Det regner kun på mig,
føler mig kold og bleg.

”Det er synd for dig,”
det er pigen der ser ned på mig.
”Kom,” hun rækker hånden ud,
jeg tager imod på hendes bud.

Senere smiler hun tilfreds,
og retter min hat på plads.
Jeg kigger på paraplyhatten i et spejl,
men alt jeg kan se er hendes hjertespejl.

På hende er der ingen regn,
det må være et tegn.
Og med denne hat,
burde jeg kalde hende skat.

Hånd i hånd kan jeg nu vandre med hende,
uden at vide hvor det skal ende.
Men det regner ikke mere,
nu er der solskin på mig og flere.

Jeg smiler til min pige,
hun hedder Sofie.
Hun reddede mig med denne hat,
og jeg vil gå med den dag og nat.
Nu går vi to sammen,
ikke mere regn, tak og amen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar