torsdag den 14. september 2017

Introduktion af 5 ting

Over den næste tid kommer der en lille serie af indlæg som omhandler noget med vinter. Jeg vil kalde denne serie for "5 ting." Serien er ment som nedtælling indtil mit eget eventyr bliver udgivet i forlaget Dreamlitts samling af vintereventyr.

5 Ting

5 eventyr om jul/vinter vi elsker af H.C. Andersen

Det er meget passende at lægge ud med eventyr, når det er det jeg tæller ned til. Der findes rigtig mange gode eventyr, men jeg vælger at tage fat i H.C. Andersen, som jo nok må siges, at være elsket for sine historier af både store og små. Under hver resume af eventyrene kan du finde et link til Youtube, hvor historierne bliver oplæst. Du kan nyde at høre dem alene, eller sammen med dem du holder af.

Den lille pige med svovlstikkerne

En pige af en fattig familie bliver sendt ud for at sælge sine svovlstikker. Hun går barfodet og dårligt klædt i gaderne: Det er nytårsaften og folk har for travlt til at standse og købe noget af den lille pige, men hun tør ikke tage hjem før svovlstikkerne er solgt. Da kulden er slem finder hun en krog og stryger en efter en svovlstikkerne. Første gang ser hun en dejlig kakkelovn. Derefter det prægtigste julebord med dejlig mad. Tredje gang ser hun det smukkeste juletræ, hun nogen sinde har set. Fjerde gang kommer hendes bedstemor. Bedstemoderen tager den lille pige med sig. Den næste dag finder man pigen død. Hun er frosset ihjel.


Hør eventyret oplæst på Youtube:

https://www.youtube.com/watch?v=90F9_QcQqgk

Snemanden

Kærlighed er ikke kun noget der opstår mellem to mennesker. Det finder snemanden ud af. Lænkehunden fortæller om sin tid i huset og dermed også om den dejlige kakkelovn. Snemanden kan se hende igennem et kældervindue og forelsker sig hovedkulds. Solen og varmen vender tilbage og gør at snemanden smelter. Lænkehunden opdager nu at snemanden er bygget ovenpå en kakkelovnsrager, og konkludere at det var derfor snemanden havde en længsel efter den varme kakkelovn.

Hør eventyret oplæst på Youtube:

https://www.youtube.com/watch?v=sZbgbrNm16E

Grantræet

Grantræet vokser op i skoven sammen med de mange andre træer. Det priser sig ikke tilpas med livet. Hverken over den friske luft, eller når børn sad og spiste jordbær under træet og syntes det var et yndigt træ. Grantræet ville hellere vokse sig stort, og det drømmer om noget større hver gang skovhuggerne kommer og fælder nogle af træerne. Et år bliver det endelig grantræets tur til at blive fældet. Det skal være et juletræ. Træet er i starten lidt nervøst, men da det bliver pyntet og får at vide at det skal stråle til aften, håber det at alle dets venner fra skoven ville se det. Dans, sang og plyndring af træet forstod træet ikke meget af. Dagen efter bliver træet henstillet til et mørkt kammer og gemt væk. Nu længes træet efter livet i skoven og fortæller det til de små mus, som det får selskab af. Til sidst bliver træet dog hevet frem igen, ikke for at blive festet om, men for at ende med at blive hugget op til brænde.

Hør eventyret oplæst på Youtube:

https://www.youtube.com/watch?v=6dd4YidzsmA

Nissen hos spækhøkeren

Nissen bor hos spækhøkeren, der kan han få dejlig grød. En student flytter ind i huset og en dag kommer han ind for at købe brød og ost. Men det blad der er viklet om osten tilhører en poesibog som studenten køber i stedet for osten. Nissen rander rundt om natten og sætter spækhøkermadamens mundlæder på både bøtte, kaffekværnen og andre ting for at høre hvad de har at sige. Han tænker, at han vil drille studenten og ser igennem nøglehullet at studenten læser i poesibogen. Ud af den stråler de smukkeste ting, som nissen ikke har set mage til før. Men da studenten ikke har grød går nissen tilbage til spækhøkeren. Alligevel føler nissen sig tiltrukket af den dejlige bog. En nat udbryder der brand og nissen skylder sig op til studenten for at redde den vidunderlige bog. Men da ilden igen er slukket og han får tænkt sig om, må han sande at han alligevel ikke kan undvære spækhøkerens dejlige grød.

Hør eventyret oplæst på Youtube:

https://www.youtube.com/watch?v=wIUbTZsLGVE

Snedronningen

Djævlen skaber et troldspejl, som når man kigger i det bliver man hæslig og grim. Nogle troldlærlinge tager det rundt i verden for at finde ud af hvordan verden virkelig er skabt. Da de forsøgte at tage op til englene falder spejlet ud af deres hænder og slåes itu i billioner af stykker. De mindste stykker, ikke større end sandkorn, flyver rundt. Får folk dem i øjnene bliver de siddende og de folk så nu helt forkert på verden. Fik man et stykke i hjertet ville det fryse til is.
De to børn Kay og Gerda er som søskende. Kay viser Gerda sin yndlings rose, men da rammer en splint fra spejlet ham i øjet og et i hjertet. Da synes han at alle roserne i haven er grimme og han tramper på den rose som Gerda giver ham.
Det bliver vinter og Kay er fascineret af isblomsterne og kan bedre lide dem end virkelige blomster. Kay snakker altid om sig selv og sin klogskab og det bryder Gerda sig ikke om. Det gør Kay sur og han går ud for at lege alene. Her møder han snedronningen og hun tager ham med til sit rige og lover ham, at han kan blive endnu mere klog der.
Folk tror at Kay er druknet, men det tror Gerda ikke på, så derfor tager hun ud for at lede efter ham. Hun møder blomsterkonen som kan trylle. Gerda fortæller om Kay og at han elsker roser. Det får blomsterkonen til at trylle alle sine roser væk for at Gerda skal blive hos hende. Det gør hun, men da Gerda opdager en rose i blomsterkonens hat kommer hun i tanke om Kaj og rejser videre.
På rejsen møder Gerda et kragepar, som bor på prinsessens slot. De hjælper Gerda ind på slottet for måske er prinsessens nye udkårende Kay? Men da hun ser prinsen er det ikke Kay. Prinsessen og prinsen hjælper Gerda videre i en guldkaret.
Nogle røvere angriber kareten. Røverkællingen vil spise Gerda, men røverpigen redder hende. Sammen stikker de af fra røverkællingen og røverpigen viser Gerda sit rensdyr. Skovduerne har set Kay i snedronningens vogn. Røverpigen beslutter at lade Gerda tage af sted med rensdyret mod snedronningens rige i Lapland.
Gerda møder Lappekonen. Hun siger til Gerda, at hun må forsætte rejsen alene for at redde Kay fra spejlsplinternes virkning. Igennem sne og kulde må hun vandre for at nå dronningens hvide slot.
Hos snedronningen leger Kay med forstandens isspil. Hvis han kan lave ordet evigheden, må han få sin frihed. Snedronningen rejser væk og derefter finder Gerda Kay. Men Kay er stiv og mekanisk og reagere ikke på Gerdas kram. Gerda bliver ked af det og græder, kysser og synger for ham. Kaj vågner af forbandelsen. Spillet om evigheden er faldet på plads og nu er Kaj fri til at rejse hjem.
Til sidst kommer de hjem til deres bedstemor, hvor alt er som det plejer. Men de er forandrede. De er nemlig blevet voksne.

Hør eventyret oplæst på Youtube:

https://www.youtube.com/watch?v=tmqqUS7yGQI








Ingen kommentarer:

Send en kommentar