onsdag den 22. september 2021

Fantasy festival 2021

Fantasy festival 2021



Traditionen tro, så skulle der være fantasy festival på biblioteket i Esbjerg. I år har det været endnu mere hypet end tidligere, da der jo ikke var nogen festival sidste år, andet end nogle online events.
Og man må da nok sige at der var mange besøgende. Jeg synes det var helt overvældende med mennesker, men også super fedt at festivalen kunne tiltrække så mange 💗

Selv om min nyeste bog først udkommer senere på året, så gjorde jeg mig alligevel klar til at besøge messen. Jeg fik lavet mig en kjole med et påsyet motiv, som jeg har tegnet til bogen. Derud over fik jeg trykt nogle postkort med bogen på, som jeg kunne dele ud af 😀

Først mødtes jeg med mine to veninder på banegården, så vi sammen kunne gå over til biblioteket.

På billedet står jeg sammen med Winnie Leth Buch


Kristoffer J. Andersen og Christian Engkilde på billedet til venstre og på billedet til højre ses Susanne Aallinge Ovesen.
Kristoffer kender jeg helt tilbage fra dengang, hvor mange forfattere mødtes i et fællesskab over nettet kaldet Fyldepennen. Det er nogle år siden efterhånden og man må sige, at Kristoffers udgivelser er steget markant siden dengang og hvor sejt er det ikke lige, at han nu også skriver bøger sammen med Niki Topgaard 💪
Det var første gang jeg mødte Christian Engkilde. Hans bogserie, Pandora, lyder rigtig spændende og den er hermed kommet på min tbr liste 😉
Susanne og jeg har begge været udgivet ved samme forlag og er dermed stadig en slags kollegaer selv om vi er gået i andre retninger med vores bøger. Jeg kan huske, at vi mødtes på fantasy festivalen, inden messen blev afholdt på selve biblioteket. Det var da Susanne udkom med sin første bog.


Her ses mine to veninder foran biblioteket.
Henriette Nybo Pedersen, med det lilla hår, har jeg kendt helt tilbage fra folkeskolen i 7. klasse og vi har holdt sammen lige siden. Dette var Henriettes første gang på fantasy festival og hun gik all in på udklædningen. Kjolen er købt i Japan og parykken anskaffede hun lige inden selve messen.
Winnie Leth Buch mødte jeg første gang på online fællesskabet Fyldepennen, hvor jeg kan huske, at hun søgte billeder fra Skotland, så jeg sendte nogen til hende. Siden har vi snakket sammen online og opmuntret hinanden til at skrive og desuden mødt hinanden til de forskellige bogmesser.



De to billeder herover er rekvisitter til spil. Hvordan det spilles må I ikke spørge mig om, da jeg ikke har erfaringen inden for det felt. Alligevel synes jeg det er meget inspirerende at se både brætspil og rollespils rekvisitter.
Der kom faktisk en spilherre, som prøvede at forklare os nogle ting ud fra et slags manuskript omkring det at spille, men da vi ikke rigtig forstod, hvad han mente, opgav han til sidst 😅

Den pyntede hovedtrappe. I år var festivalens tema hekse.


Jeg er lidt fascineret af uglerne fra Uglernes verden. Da vi nåede om til deres stand havde de desværre pause. Jeg vil virkelig gerne prøve at holde en ugle, men jeg har som regel opgivet at stå i kø, så ingen ugle på armen i denne omgang, men måske til næste år.

Winnie, Henriette og mig der netop har sat os ind for at høre foredrag om ritualer og gamle kirkegårde.

Foredrag om ritualer og gamle kirkegårde, hvor Julie M. Day interviewer Haidi W. Klaris om hendes bogserie, Dæmonherskerens arving. Der blev snakket om bogserien naturligvis, om Haidis fascination af det overnaturlige og om hvordan der sjovt nok sniger sig kirkegårde med ind i alle hendes bøger 😄

Efter Haidis foredrag var der et kvarters pause og vi blev enige om at blive på vores pladser fordi næste foredrag - Fantasy vs. græske guder med Kristoffer J. Andersen lød meget spændende. Og det var et held at vi beholdt pladserne for snart var de resterende pladser fyldt op og de folk der stod i kø blev afvist i døren. Selve foredraget var sjovt og meget underholde fortalt.

Efter at have hørt to foredrag i våbenkammeret måtte vi over i en helt anden bygning, Den dansende dværg, og næsten op under loftet i det hyggelige mørkekammer, hvor Stine Bahrt fortalte om sin debut - Urværkerne 1 - Kuppelbyens hemmelighed. Foredraget hed steampunk og korsetter og selvfølgelig handlede det både om smukke kjoler og tekniske dingenoter.
Dagen inden festivalen skrev Stine og jeg kort sammen og jeg kunne forstå, hvor nervøs hun var, men det gik så fint og som vi også blev enige om, så overlever de fleste forfattere at holde et oplæg. Jeg har i hvert fald ikke hørt om hvad dødlighedsprocenten er blandt forfattere der ikke overlevede at holde foredrag, det har I måske hørt om?

Efter foredraget tog vi igen over på biblioteket for at få købt det sidste og her måtte jeg da lige hen og hilse rigtig på Stine og købe hendes bog. Stine og jeg kender hinanden fra et online fællesskab på facebook kaldet forfattersprinterne. I den gruppe kan man spare med andre og søge selskab, mens man selv sidder og skriver, det foregår gerne med skriveintervaller, hvor man sætter en bestemt tid af til  skrivning og bagefter igen mødes i gruppen for at høre, hvordan det gik og har der været problemer, så kan vi måske løse dem sammen.
Stort tillykke med debuten Stine. Jeg glæder mig meget til at læse bogen 😀

Trætte efter at have vandret rund på festivalen hele dagen.


To stemnings billeder. Den hvide drage er jeg næsten sikker på tilhøre Ane Gudrun, der er både forfatter og illustrator.


Ved Dansk fantasys stand mødte jeg Tenna Vagner. Jeg havde lige handlet og Tenna var i fuld gang med både handel og sin telefon, så hun hørte ikke, at jeg hilste, men opdagede mig først da hun snurrede rundt med alle sine ting mellem hænderne.
Tenna og jeg lærte hinanden at kende for nogle år siden, hvor vi begge stod på bussen fra Holstebro bibliotek til Bogforum. I kan tro vi snakkede heeeele vejen derover og heeeeele vejen hjem. De andre i bussen var nok godt trætte af os, men altså venskab skal jo opbygges op en eller anden måde 😁

Min veninde og jeg ved Hogwarts expressen, som stod ved indgangen. Her kan man lidt bedre se vores udklædninger.


Og her et af mig. Kjolen havde jeg fundet i Kvickly til 40 kr. Motivet er overført med sådan en kridtblyant til stof (aner ikke hvad den hedder) og derefter syet i hånden med kædesting i guld- og sølvtråd. Øreringene er nok ikke så nemme at se her, men jeg havde nogle lidt store øreringe af en måne med en ulv. Så jeg kørte tema om måne og ulve og det er helt bevidst, når nu min bog, Rød måne - nattens skjulte soldater, udkommer til december 😉

Mine indkøb:


Man kommer ikke tomhændet fra fantasy festival og i år har jeg faktisk købt flere bøger end jeg plejer at gøre.



De tre første billeder herover er alt det ekstra jeg havde med hjem som plakater og bogmærker. Man kan ikke være på messe, uden at have en masse bogmærker med hjem. Min mand plejer at drille mig lidt med det, men det er jeg ligeglad med. Vi har fundet et lille skrin/kiste, hvor alle bogmærkerne kan ligge samlet i, så er der ingen tvivl om, hvor de lægger og det kan jo ikke undgåes, at bogmærkerne bliver lidt slidt med tiden, så er det altid godt at have nogen i baghånden til husstanden har brug for et nyt 💓

Jeg gjorde to bogkøb hos forlaget Klippe. Tror du på magi? skrevet af unge forfattere og Dragernes æra 2 - dragesværdet af C. G. Valentin, som jeg endelig fik hilst på ved samme lejlighed.

Så fik jeg endelig købt Gråzonen - dødefolket 1 af Aura Isolde/ Tanja Lønberg Rasmussen, som jeg er i skivegruppe med. Og jeg fik købt Stine Bahrt debut Urværkerne 1 - kuppelbyens hemmelighed.

Det var egentlig min veninde der fandt disse to bøger, men dem skulle jeg da også eje. Væsenologi og Julens monstre. Jeg elsker at læse om sådan noget og lade mig inspirerer, eller bare bruge dem som opslagsværker. Det er helt sikkert, at jeg kommer til at bruge de to bøger meget 💖💖

Og sidste køb jeg gjorde var på Dansk fantasys stand - en kop og et indkøbsnet. Jeg synes virkelig Dansk fantasy er et godt koncept og selvfølgelig skal man da støtte op om det, når man selv skriver fantasy!


Pyh, en omgang. Det har været en helt fantastisk festival. Jeg nåede slet ikke alt det, jeg gerne ville og jeg fik heller ikke hilst på alle dem, jeg havde håbet på, men sådan er det jo gerne. Tusind tak til alle jer jeg fik hilst på og snakket med, det er som altid rart at snakke med folk irl udenfor skærmen.
 Tusind tak til folkene bag fantasy festival. I gør det bare super godt. 
Jeg håber, at vende stærkt tilbage til næste år, hvor jeg så nok også har min egen bog med 😉