fredag den 8. oktober 2021

Ideen til Rød måne opstår

I september 2020 skrev jeg kontrakt med forlaget Snepryd om min næste udgivelse, Rød måne – nattens skjulte soldater. Historien er low fantasy (foregår i vores egen verden med overnaturlige elementer) og er inspireret ud fra ulvens genindvandring til Danmark. Frem til udgivelsen, vil jeg poste en serie af blogindlæg fra ide til færdig bog.

Jeg håber, I har lyst til at læse med 😉

 

Ideen opstår


Helt præcis, hvordan det gik til, at jeg fik ideen med at bygge en fantasy fortælling op omkring ulvedebatten, er mig lidt uvist.

De første observationer af ulve var i Thy i 2012 og i 2013, kan jeg se ud fra mine noter, er første gang jeg legede med tanken om ulve, der genindvandrede til Danmark og spørgsmålet om, hvad nu hvis noget endnu farligere vandrede med ind over grænsen?


Jeg kan ikke præcist huske, hvornår jeg begyndte at skrive på historien. Smånoter begyndte at forme sig i min notesbog og jeg lod det få tid til at udvikle sig. I mellemtiden har jeg skrevet på andre bøger og noveller. På et tidspunkt skrevet jeg en novelle om varulve, der invaderede et skib. Ikke nogen særlig god historie, men ideen om at skrive en længere historie om varulve blev hængende i mit baghoved.

Da jeg først for alvor tog mine løse noter op omkring ulvens genindvandring og varulve, blev disse to ting hurtigt kædet sammen. Men så kom det næste spørgsmål … Hvordan bliver man overhovedet til en varulv?


Det letteste ville nok være at holde sig til myterne om, at man bliver født som varulv, eller at man bliver bidt af en og dermed selv bliver til sådan et væsen - jeg holdt fast i det med bidet. Men der manglede stadig en grund til at varulvene opstod og er der noget jeg godt kan lide, så er det at finde på en måde, der sådan set godt kunne være foregået i virkeligheden.


I første omgang gav jeg mig til at undersøge, hvor de største forekomster af ulve befandt sig i verden. Ikke så svært, når det meste af Europa og Rusland har fritlevende ulve og det skulle jo være muligt for dem at kunne vandre til Danmark, hvor jeg regnede med at min historie skulle udspille sig. Valget faldt på Rusland, som stedet, hvor en hemmeligholdt organisation laver forsøg med mennesker. Jeg lod det være Ruslands svar på at skabe den ariske race, som tyskerne forsøgte på, eller endnu bedre, at skab en supersoldat, der var alle andre soldater langt overlegen. At sådanne forsøg tit ender galt … ja, det skulle det også vise sig, at gøre i min fortælling ;-)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar