fredag den 5. november 2021

Forlagsturne - Rød måne

 I september 2020 skrev jeg kontrakt med forlaget Snepryd om min næste udgivelse, Rød måne – nattens skjulte soldater. Historien er low fantasy (foregår i vores egen verden med overnaturlige elementer) og er inspireret ud fra ulvens genindvandring til Danmark. Frem til udgivelsen, vil jeg poste en serie af blogindlæg fra ide til færdig bog.

Jeg håber, I har lyst til at læse med 😉


Forlagsturne - Rød måne

 

Vejen til et forlag føltes virkelig lang for denne her bog.

Jeg sendte manuskriptet ud første gang i 2017. Hvor jeg fik den tilbage med forslag til ændringer. Jeg kan huske, at jeg rettede op på historien og havde to betalæsere på, så det trak lidt ud før jeg fik sendt tilbage til forlaget igen, hvor jeg i mellemtiden også havde sendt et eventyr ind til deres konkurrence om vinter eventyr. Indenfor samme uge fik jeg først afslag på mit manuskript og dernæst fik jeg antaget eventyret. Det var en lidt underlig situation 😕 Selvfølgelig blev jeg glad for at få antaget eventyret, men hvor ville jeg ønske, at det havde været mit ulvemanus de havde antaget i stedet for ...


Efter at have sundet mig lidt over afslaget sendte jeg ud til det næste forlag, som også sendte feedback tilbage med ordene om at de gerne ville se manus igen, når jeg havde foretaget ændringer. Denne gang forsøgte jeg, at gøre processen hurtigere ved ikke at have betalæsere på. Forlaget kunne stadig godt lide historien, men havde håbet at jeg kunne appellere lidt mere til et voksnet publikum. Det er ikke min hensigt, da historien handler om teenagere på 16/17 år, da det passer perfekt med at tage jagttegn, studieliv osv, så jeg måtte videre ud i min søgen efter et forlag.

Listen af forlag blev langsomt krydset af. Nogle gav et par ord med på vejen, andre kun et standard afslag og et enkelt sted fik jeg direkte at vide, at jeg ikke kunne skrive! Så sad jeg pludselig der og kiggede på de mange sider, jeg havde skrevet og overvejede om det overhovedet var det værd, at forsøge at få ulvehistorien ud. Måske var den virkelig dårligt skrevet? Måske var jeg i virkeligheden en elendig forfatter?


Men igen så havde jeg jo også fået god feedback og der var tilmed nogle forlag, som havde givet mig to chancer. På et tidspunkt blev jeg virkelig stædig og bestemte at min historie altså kunne noget og at ingen jeg havde hørt om, havde brugt ulvedebatten i deres historier. Det var der jeg skulle lægge fokusset i følgebrevet.

Så jeg sendte til et nyt forlag. Bag mig lå allerede en bunke med afslag, men jeg håbede virkelig inderligt at den ville gå igennem denne gang. Efter endnu et par nederlag, hvor forlaget enten spildte min tid med ikke at havde tid til at kigge på manuskriptet alligevel og første meldte det ud efter et halvt år, til flere standard afslag, forsøgte jeg at sende til et lidt større forlag, som jeg ellers havde valgt at gå udenom, fordi jeg ikke regnede med at komme ind der alligevel. De fleste af de forlag jeg havde forsøgt hos indtil videre, var enten små eller mellemstore. Efter nogle ugers ventetid fik jeg en lang mail med feedback og besked om, at det var virkelig tæt på at de antog historien, men desværre måtte de være realistiske, at min historie nok ville drukne lidt i de bøger, de allerede havde udgivet og at de hellere ville fokusere på de forfattere, som de havde inde i varmen. Fair nok og stor respekt til sådan en udmelding herfra. Jeg var faktisk mega glad for lige netop det her afslag. Både fordi forlaget havde brugt tid på at give mig brugbar feedback og for deres ærlighed.


Herefter forsøgte jeg at sende ud til et nyt forlag, men jeg hørte ikke noget fra dem … Sådan noget sker også og man står der og ved ikke om man er købt eller solgt.

Jeg lod det ligge, mens jeg tog til fantasy festival i Esbjerg 2019 for at snuse lidt rundt og samle inspiration hos alle de fremmødte forlag. Der var alligevel gået to år og jeg vidste ikke, om jeg havde overset nogle forlag, som ville være lige dér, hvor jeg skulle sende til som det næste. Nogle af de fremmødte forlag kendte jeg i forvejen og flere af dem havde jeg forsøgt at sende historien ind til, men der var også andre interessante forlag, som jeg endnu ikke havde hørt om. Da jeg kom hjem fra festivallen, sendte jeg manus af sted til et lille forlag som havde nogle gode synpunkter omkring det med at skabe anderledes historier. Det virkede perfekt, så jeg forsøgte.

ventetiden undersøgte jeg på andre forlag via nettet, som jeg endnu ikke havde prøvet at sende til og faldt over et, som jeg havde kigget på flere gange og som virkede lovende. Jeg tog en beslutning og gjorde noget, jeg ellers aldrig har gjort før … Jeg sendte af sted til et forlag mere – så nu lå mit manus ude hos to forlag. Dette her, er der virkelig mange diskussioner for og imod, at sende ind til flere forlag samtidigt. Vil man ryge på en blacklist? Hvad nu hvis begge siger ja til udgivelse? Men igen, hvor stor er sandsynligheden? 

Jeg fik svar fra det lille forlag med de gode synspunkter. De kunne lide historien, men havde nogle forslag til ændringer, som jeg kunne overveje, hvis jeg ville udgive hos dem. De nye ting var af militærkarakter, som jeg slet ikke havde overvejet, men rigtig brugbart, så jeg begyndte at rette op på historien for gud ved hvilken gang!!

Der gik nogle måneder, hvor jeg stadig sad og prøvede at få historien til at klinge, da en ny mail tikkede ind i mailboksen. Det er fra det andet forlag! Det forlag jeg havde haft kig på flere gange, men først nu havde sendt af sted til. Da jeg åbnede mailen forventede jeg næsten et afslag, det var jeg blevet så vant til, men nej … De var interesserede i historien og selvfølgelig godt vidste, at der krævede redigering osv. før den kunne blive klar til en udgivelse, men hvis jeg stadig havde lyst, så vil de gerne antage min bog! 😮

Nu sad jeg der med et hav af afslag bag mig, et forlag der havde vist interesse og som jeg var ved at rette feedback efter. På den anden side, så ville de kun MÅSKE sige ja til antagelse. Her stod jeg pludselig med MAILEN, der tilbød en kontrakt. Den måtte jeg lige tygge lidt på. Jeg skrev til det nye forlag, at jeg altså var i gang med de her omskrivninger og om de stadig gerne ville se manus, når jeg var færdig. Det ville de gerne og de var stadig interesseret, da jeg sendte ind anden gang.

Forlaget Snepryd endte med at satse på min  historie og jeg er glad for, at jeg takkede ja til deres tilbud.

Inden jeg tog over til Sjælland for at underskrive den endelige kontrakt, lukkede det lille forlag helt ned. Om det var skæbnen, eller hvad det var, ved jeg ikke, men jeg følte mig mega, mega heldig for ikke at være gået med det første tilbud, der kun måske ville udgive. Havde jeg gjort det, så var jeg nok stadig i gang med at søge efter det snævre nålehul …

Tre år tog det for mig at finde et forlag. Jeg har nok været omkring 20+ forlag, der alle udgiver fantasy, for at gøre et forsøg på at komme igennem nåleøjet. Noget jeg har fundet ud af i denne forlagsturne, er, hvor vigtigt det er at tro på sig selv og på det man har skrevet, ellers når man aldrig i mål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar