fredag den 24. juli 2020

Kritik - en vigtig del af tilblivelsen af en bog

Efter at have set et par forfatterkollegaer snakke om den svære opgave med at give kritik, og om det med at modtage kritik fra anmeldelser på sine færdigskrevne bøger, så vil jeg også hoppe med på emnet. Kritikken som jeg vil kaste lys over, er den, der gives, mens man stadig er i gang med sit dyrebare hjertebarn af et manuskript.

Hvorfor er kritik så vigtigt, kan det ikke være lige meget, hvad andre mener, bare jeg selv er tilfreds med mit manuskript? Svaret er nej, det er ikke ligegyldigt med kritik undervejs. Uden kritik, hvordan ved du så, hvordan og hvor i teksten du skal slå ned på dine fejl for at rette dem? At sidde med en tekst i måneder eller flere år gør en blind. Du kender plottet ud og ind og elsker at hade alle dine personer på godt og ondt. Et sæt ekstra øjne eller fem på dit manuskript kan være altafgørende for at lige netop din historie bliver antaget hos et forlag og kommer ud til læserne.


For flere år siden fik jeg en idé. Den idé der kickstartede det at skrive. Det var hyggeligt og forunderligt at bevæge sig ind i de fiktive verdner man selv skabte. Det gik som en leg at bygge sin historie op og udforske en hidtil ukendt side af sig selv. Sidste punktum blev sat. Nu kom det svære ... nogen skulle læse det jeg havde skrevet. Gisp!
Det er, som jeg allerede har nævnt, en uundgåelig del af processen. Hvis jeg ville blive bedre, så måtte jeg samle alt mit mod og vise nogen min spæde tekst. Af sted røg det til de første test- og betalæsere.

Det er en del år siden nu, men jeg husker tydeligt følelsen af at hjertet hamrede der ud af, mens man ventede på en tilbagemelding. Stressende, nervepirrende og man vidste måske godt med sig selv, at jeg kunne have gjort det og det anderledes, men ih, det var jo sendt af sted og jeg havde ingen magt til at lave det om før det var tilbage. Der var kun tilbage at håbe, at jeg ikke ville blive slagtet, når kritikken landede på mit bord.


At få kritik er en del af jobbet som forfatter. Det er det der skal modne os. Dem der giver kritik har forskellige baggrunde og det er vigtigt at huske på lige som vi forfattere kommer vi også med forskelligt i vores bagage. Nogle betalæsere/fagfolk vil elske ens manuskript lige med det samme og heppe med på sidelinjen, mens man får alle fejlene strammet op, det er super fedt.
Så er der andre der er knapt så begejstrede og synes at små og store dele skal slettes eller omskrives helt fra originalen. Det gør ondt. Det er jo ens hjertebarn vi taler om her, jeg kan da ikke hukke en hæl og klippe en tå på mit barn!

At få kritik på en tekst skal ses udefra har erfaringen lært mig. Det handler aldrig om dig som person, selv om det nogle gange føles sådan og man kan gå og slå sig selv oven i hovedet over, hvorfor pokker jeg ikke gjorde det som betalæseren eller en vurdering fra et forlag, sagde jeg burde! Noget jeg har lært, er, at jeg er møg stædig. Det kan godt være jeg har slået mig selv i hovedet, bandet over mine tekster og været tæt på at opgive og trykke på delete. Her gælder det virkelig om at slå koldt vand i blodet, lægge sit manuskript væk nogle timer, dage, uger eller hvor længe det tager før stædigheden og en fornyet kampgejst buldre ind over en. Jeg kan godt det her. Nu skal jeg vise dem, at det kan lykkes!

Og hvor vil jeg så hen med det her indlæg? Egentlig nok bare for at sige til dig der læser med, at hvis du på et tidspunkt modtager kritik og ikke føler et håb, så stop alligevel op og lyt til dig selv. Hvorfor skrev du teksten til at starte med? Du har noget på hjertet og det vil du gerne vise til andre, ikke? Glem aldrig, at vi alle sammen er forskellige og kommer med hver vores taske med redskaber.
Da jeg startede med at skrive, var der ikke ret mange redskabet min taske. I folkeskolen havde jeg det ikke ret godt med dansk og skrivning. Hadede det! Først i 6. klasse begyndte jeg at forstå stavning og læsning og jeg skulle så langt op som til mit første år på handelsskolen, før en lærer i dansk sagde til mig, at jeg var god til at skrive.

Man kan meget, hvis man har troen med sig. Da jeg skrev min første bog sad jeg med en ordbog på skødet, til når jeg var i tvivl om at stave til bestemte ting. I dag har jeg ikke længere brug for at ordbogen tynger på skødet. Min taske med redskaber er blevet større og den vokser hele tiden jo mere jeg arbejder med det her fag. Dansk er slet ikke så let, og at skrive en bog er et værre slid fysisk og mentalt. Alligevel tør jeg godt tro på mig selv, for det at være forfatter giver også rigtig meget glæde. Og det at skrive er god terapi og jeg elsker sammenholdet til mine forfatterkollegaer, som helt sikkert kan nikke kendende til mange af de problemer man selv sidder og bøvler med.

Opgiv ikke din drøm, selv om du skulle ske at få hård kritik med på vejen.


Da jeg skrev mit vintereventyr havde jeg tre betalæsere på. To der var begejstrede for historien og syntes den var både sød og rørende og kun fandt småfejl. Den tredje læser syntes derimod at historien var både dårligt skrevet og burde skrives helt om! Av!!
Jeg summede lidt frem og tilbage og valgte at lyttede til de to med positive tilbagemeldinger og ved I hvad?
Eventyret blev antaget og udgivet. Det var en fed følelse. Den glemmer jeg aldrig.



Følg altid din fornemmelse og tro på din drøm. Der er altid nogen derude der vil dig og dine historier det bedste 😉❤