Jeg har altid holdt af at digte små korte tekster. Helst små rim. Men at skrive sådan noget som noveller og store ting gav mig næsten røde knopper på huden. Sådan noget kunne jeg i hvert fald ikke finde ud af!
Men der sker et eller andet i ens fantasi, når man pludselig bliver inspireret. I mit tilfælde var det en drøm, nærmere betegnet et mareridt om en ånd i en skov. Denne ånd var bare så tydelig for mig og jeg fandt den både interessant og uhyggeligt på samme tid. Jeg gik faktisk rundt med billedet af denne ånd i hovedet i nogle måneder og langsomt udviklede der sig hele scener med karaktere som jeg tænkte, kunne være perfekte til en sådan historie. Men jeg tøvede. For kunne jeg virkelig skrive en roman?
I dag sidder jeg med et smil på læben og synes, det var skørt, at jeg tvivlede sådan, når jeg sidder med bogen i hånden. Faktisk vil jeg sige, at hvis man tøver på om man kan, så finder man jo aldrig ud af det. Det bedste er faktisk bare at kaste sig ud i det og håbe på det bedste. Man kan jo altid tillære sig nogle redskaber og teknikker hen ad vejen. Prøv at tænk hvad der var sket hvis ikke J.K. Rowling tog chancen og skrev 'Harry Potter', så havde vi jo ikke oplevet et univers fuld af troldmænd, magi og fantastiske væsener. Eller hvad nu hvis Tolkien ikke havde skrevet 'Ringenes herre'. Måske var der så ikke en genre der hed fantasy i dag. Det er jo ikke til at vide, men vi kan kun sige dem tak for at de ikke tøvede.
Jeg blev interviewet i forbindelse med udgivelsen af 'Lygtemandens datter' og her fortæller jeg også om hvordan jeg fik ideen, om hvordan jeg søgte efter forlag og hvordan det så var endelig at komme igennem nåleøjet :-)
http://egolibris.com/blog/indlaeg/forfatterportraet-jette-kjaer-petersen/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar